Sogneaften

elsebetddissing

Når sladderen slår til

 

Hvorfor springe ud som forfatter som 75-årig?

Svarene er mange. Blandt andet, at der var en historie, der skulle fortælles, og som

endte med at blive til romanen ”Tjenerindens døtre”, der udkom i foråret 2020.

Det fortæller Elsebeth Dissing om, når hun torsdag den 15. september besøger Tårs

Sognegård.

Elsebeth Dissing, der i mange år var redaktionschef på Nordjyske Medier, blev

væltet omkuld af en voldsom sorg, da hendes yngste søn døde i 2009, kun 29 år

gammel. Ideen om at skrive en roman, der havde rumsteret i mange år, blev

redningsplanken. Hun skrev sig ud af kaos.

”Tjenerindens døtre”, der udspiller sig i årene 1937-1946 i et lille samfund langt ude

mod vest, er inspireret af fortællinger fra hendes egen slægt. Blandt andet hendes

egen mors kamp for et anderledes liv end hendes mors.

Det er en fortælling om menneskeskæbner i et lille samfund, nært og trygt. Men

også barskt mod dem, der er anderledes, falder uden for norm og moral. Dem, der

forsøger at gå nye veje. Så slår sladderen til, får drømme til at briste, skæbner til at

kuldsejle.

I det lille samfund møder vi skrædderen og hans kone, deres datter Thea og

hendes drømme om uddannelse og selvstændighed, knaphulslåerske frk. Jensen

og hendes kamp for kvindens ret, storbonden og hans kone, deres datter Sidsel og

hendes møde med kærligheden, ydmygelsen og bedraget, doktor Bork, hans frue

og tre sønner, Mille kogekone, brugsuddeleren, slagtermester Olsen og alle de

andre. Iblandt dem sladderkonerne på Kirkebakken.

 

Der er kaffebord a´ kr. 30,-