Shakespearekoncert i Tårs kirke

Best-quotes-from-William-Shakespeare

”Musikken taler – tale bliver musik: Shakespeares kærlighedsdigte”

Der venter tilhørerne en helt særlig og stemningsfuld oplevelse ved koncerten i Tårs kirke, søndag den 30. august kl 16.00 Her læser Søren Ruby en perlerække af Shakespeares berømte sonetter, flettet sammen med musik fra Shakespeares tid spillet af Duo al Dente.Søren Ruby (©HEIN)

Shakespeares kærlighedsdigte danner et overmåde komplekst billede af kærligheden – den kraft, tilstand eller handling, der som ingen anden leder os ud af os selv og ind i os selv. Selv om det er mere end 400 år siden Shakespeare døde, er hans værker stadig sprællevende. Teksternes mange lag indeholder en dyb indsigt i menneskelige relationer. Gennem alle Shakespeares værker bruges musik til at formidle følelser lige fra glæde til melankoli, fra passion til bitter resignation. De musikalske kommentarer ved denne koncert leveres af Duo al Dente med Kirsten Lund Jensen på blokfløjte og Per Weile Bak på renæssancelut.

Duo-al-DenteDe tre kunstnere har sammensat et smukt forløb, hvor oplæsning suppleres og akkompagneres af musik fra Shakespeares tid af komponister som bl.a. Dowland og Holborne. I centrum står Søren Ruby, med sine åbenlyse evner til at formidle Shakespeares tekster, så både håb og kærlighed kommer helt ind under huden. Duo al Dente er kendte for deres smukke fortolkninger af historisk musik spillet med både nærvær og glimt i øjet. Sonet-koncerten varer en time uden pause

Koncerten arrangeres med støtte fra regeringens hjælpepakker. Der er derfor gratis entre til koncerten. På grund af Covid-19 restriktioner er der begrænset antal pladser i kirken. Vil man være sikker på plads, skal den reserveres hos organisten på mail: antonorganist@gmail.com eller via SMS: 2171 8814

_Søren Ruby og Duo al Dente - 1