Op, glædes alle, glædes nu!

DSC03166

Op, glædes alle, glædes nu!

 

Det har været svært med at få gang i juleforberedelserne i præstegården i år. Det er mærkeligt at miste og bo alene, når man i så mange år har været to. Det er mærkeligt pludselig kun at skulle tage hensyn til sig selv, når børnene og manden ellers har været omdrejningspunktet i ens liv.

Men så har vi i advent i kirkerne som december måneds salme sunget Lars Busk Sørensens julesalme fra 2004. De ord har være gode for mig:

 

Så hør dem da endnu en gang,

de løfterige ord,

som himlens høje engle sang

om julefred på jord.

Vær stille bange sind,

og læg dig kolde vind,

mens Gud med barnehånd

bevæger verden.

 

Og går du her som en af dem,

der ingen stjerne ser,

og synes julens Betlehem

dig fjern fra det der sker,

måske det da er dig,

som ser en anden vej,

mens Gud med barnehånd

bevæger verden

 

Julesorg hører livet til, og vi er mange, der kommer til at bære den. Men juleglæden findes også. Den kan vi bare ikke tage selv. Den skal gives os i de løfterige ord om julebarnet.

Lige så stille her i advent er min juleglæde blevet større. Præstegården er også blevet pyntet til jul. Nu kommer børnene snart hjem, og der er ingenting for en præst som julegudstjenesterne med julebuddet:” Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

 

Fra mig og kirkens ansatte og Tårs Menighedsråd ønskes alle hjem  i Tårs sogn glædelig jul og godt nytår.

                                                                    Kirsten Munkholt