HVA SÅ LUTHER?

hva så Luther foto sille arendt (2)

ROCKGUITAR OG KIRKEORGEL

Reformationskoncert i Tårs kirke søndag den 1. oktober kl. 16.00

HVA SÅ LUTHER er en koncert med absolut fordomsfri omgang med musikken. Omdrejningspunktet er gamle Martin Luther, som skød reformationen i gang for næsten 500 år siden. Sangene stammer fra den tyske lutherske kirkes centrum for gudstjeneste og kirkemusik i Hildesheim (http://www.michaeliskloster.de/) Holger Lissner har oversat de fjorten sange til dansk.

Hva så Luther på din sokkel,
ser du misfornøjet ud?
Kan du ikke klare mere,
vil du atter protestere,
blæse støvet væk fra Gud?

 

Per Vibskov Nielsen, nu provst på Nørrebro er både bassist og konferencier på koncerten. Per Vibskov kalder Luther for verdens første store protestsanger! Man kan roligt sige, at denne koncert blæser støvet væk fra den støvede Martin Luther! Betty Gregers Arendt, korleder og sanger fra Haslev synger for. Med sig har hun ud over Per sin svoger, Christian Arendt, gammelt rockidol fra MALURT, Søren Andresen, jazzpianist på klaver, Anders Pedersen med rod i latinamerikansk musik på slagtøj samt sin mand Peter på orgel. Rockguitar og stort kirkeorgel går rigtigt godt sammen …

I det hele taget spænder HVA SÅ LUTHER meget vidt lige fra skillingsviser og renæssancemusik til rock, country og decideret pop. Koncerten blev spillet første gang i 2010 i Haslev Kirke for et meget begejstret publikum, og sidenhen er musikken blevet spillet i blandt andet DR Kirken og på Tønder Festivalen.

hva så Luther foto sille arendt (1)To af musikerne opsøger med koncerten i Tårs på det nærmeste deres rødder, idet de er børn af Rudolph Arendt, som i 50-erne var sognepræst i Ugilt. Der er gratis adgang til koncerten.

Lidt mere om HVA SÅ LUTHER

I år er det 500 år siden at den tyske munk Martin Luther slog 95 teser op på en kirkedør og dermed utilsigtet satte gang i reformationen. Det bliver fejret over hele verden, men i særdeleshed i Tyskland, hvor man har forberedt jubilæet igennem mange år.

Grunden til at Martin Luthers protester i 1517 bredte sig som en løbeild over hele Europa, skyldtes ikke mindst musikken. Han satte nemlig budskabet på vers, så det kunne synges. Sangene blev populære i alle samfundslag og de blev oversat til mange sprog. Også den danske konge blev grebet af de nye tanker. Derfor har vi den dag i dag et samfund, der på stort set alle planer er gennemsyret af de lutherske tanker, så det ligefrem dukker op i vores grundlov, og budskabet blev altså til en begyndelse sunget ind i Danmark.

Fejringen af reformationsjubilæet bliver en mangfoldighed af tanker, bogudgivelser, kunst og ikke mindst musik. Den tyske evangeliske kirkes Center for gudstjeneste og kirkemusik i Hildesheim har komponeret og sammensat 14 sange, der er blevet til en uhøjtidelig cabaret og folkelig koncert om Martin Luthers liv og tanker. Det er blevet oversat til dansk af digteren Holger Lissner og har fået titlen HVA SÅ LUTHER. Musikalsk spænder det vidt fra skillingsviser om Martin Luther og hans kone Katarina von Boas’ liv til rockmusik, fra renæssancemusik til popmusik, fra støjende protestsange til stille hymner om korsteologi og treenighed.

Der var uropførelse af HVA SÅ LUTHER på dansk grund for 7 år siden i Haslev og det 6 mand store orkester er nu godt sammenspillet og har blandt andet optrådt på DR1 i en nytårstransmission.

Orkesteret består af sangerinden Betty Gregers Arendt, der desuden er hustru og farverig kirkemusiker ved Haslev kirke, rockguitaristen Christian Arendt, der er lillebror og den oprindelige guitarist i rockbandet MALURT, organisten Peter Arendt, der desuden er ægtemand og storebror og kendt over hele verden for sit arbejde med ny musik. På klaveret spiller Søren Andresen, der er kirkemusiker ved Sdr. Bjert Kirke og leder af værkstedet GudstjenesteLIV og rytmegruppen udgøres af Anders Pedersen på slagtøj og cajun, som også er kendt som trommeslager med Anne Linnet og Anne Dorthe Michelsen og på kontrabas er det provsten fra Nørrebro Per Vibskov.

En tredjedel af koncerten er folkelig fællessang og det hele skal høres med et glimt i øjet!