I DENNE COVID19 TID!

påskelilje 2

I denne Covid19 tid, hvor vi alle, uden undtagelse, er berørte af

situationen. Så er det godt at kunne synge en salme som Holger Lissners

dejlige forårssalme ”Det er påske ! Alting springer ud.”

Den er fuld af glæde, eftertænksomhed, trøst og håb.

Med denne dejlige salme, vil vi gerne ønske alle en

glædelig og velsignet påsketid. – På trods.

 

Venlig hilsen personalet ved Tårs og Morild kirker og kirkegårde.

 

Det er påske! Alting springer ud,
alle knopperne er lige ved at briste,
det er livet, der vil leves. Det er Gud,
der vil trøste alle os, der måtte miste.
Og når Gud gir liv
og gør det underfuldt og grønt,
blir det påske og opstandelse
og skønt!

Alle fugle giver glæden luft,
så vi også føler trangen til at synge;
alle blomsterne beruser sig i duft
for at lokke bierne til deres klynge.
Og når Gud gir liv
og gør det underfuldt og nyt,
blir det påske og opstandelse
og lydt!

Men derude på vor kirkegård
er der stille, selv om liljer trompeterer.
Her er ingen af de døde, der opstår,
her kan alle se, at døden triumferer.
Men når Gud gir liv
og gør det underfuldt engang,
blir det påske og opstandelse
og sang.

Kan vi tro det? Det er aldrig set,
at de døde rejser sig fra deres grave.
Vi har hørt, at det trods alt engang er sket,
at en sten er blevet væltet i en have.
Og når Gud gir liv
og gør det underfuldt at se,
blir det påske, og opstandelse
kan ske.

Det er håbet, og det gir os mod,
og det gør, at vi kan leve her med døden.
Det er håbets puls, der banker i vort blod,
når vi synes, vi må segne under nøden.
Og når Gud gir liv
og gør det underfuldt af trods,
blir det påske og opstandelse
hos os!