Glædelig jul og godt nytår 2019

DSC02152

Glædelig jul og godt nytår.

Mange så TV-serien ”Herrens veje”. Ikke så mange husker måske, at provsten Johannes i sin juleprædiken sagde, at vi mennesker ikke er skabt til at hele os selv. Vi er skabt til at hele hinanden.

På samme måde er det vel med juleglæden. Den kan ingen tage selv eller give sig selv her i advent. Den kan endda synes meget langt borte i de mørke, triste, travle, regnfulde dage og for nogle også sorgfulde dage, der har været i år.

Det kan føles som at gå rundt med en stor tom skål.

Men så er der dryppene. Glæden i de små børns ansigter. Den hånd, der rækker ud efter din i omsorg og for at dele hjertesorgen. Dine børns glæde over, at vi snart ses. Forberedelserne i hjemmet. Købet af gaver. Småkager, der skal bages. For mig, ikke mindst, er der også alle salmerne og gudstjenesterne, som der i advent ligger en særlig højtid over, og hvor vi af profeten Esajas trøstes med ordene: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys.”

Nu er min juleskål faktisk fyldt for i år og løber over af glæde og taknemlighed, fordi jeg igen er blevet mindet om, hvad Julens budskab er, at Jesus blev menneske for at dele liv, død og opstandelse med os, og for at vi skal række videre og hele hinanden som også en anden Johannes, Johannes Møllehave skriver:

Du er det lys som blev tændt
du skal varme og lyse.

Slukkes det lys som blev tændt,
er der fler’ der må fryse.

Du er det lys som blev bragt
trods de tungeste dage.

Husk hvad der en gang blev sagt
sæt dit lys i en stage.

Lad os nu her i Tårs sogn leve julen ud og lyse på hinanden, så flere kan føle sig som det elskede og dyrebare menneske, vi hver især er.

Glædelig jul ønskes I fra alle os, der arbejder i og omkring Tårs Kirke.

Kirsten Munkholt